Mange medlemmer får kun få timer på vandet i løbet af en sæson. Samtidig er der flere, der gerne vil sejle mere — og være mere i klubben. Fri Sejlads & Fællesskab skaber rammen for både hygge og aktivitet for alle, uanset om du vil sejle, hænge ud ved broen eller bare nyde stemningen.
⚠️ Vigtigt: Dette er ikke et fast tilbud! Det er kun muligt at gennemføre arrangementerne, hvis der er en frivilliggruppe, der samler sig og står for at dække alle nødvendige roller (følgebåd, brovagt, sikkerhed osv.). Uden frivillige — ingen aktivitet.
Arrangementet er åbent for alle medlemmer — uanset om du er ivrig sejler, glad klubhygger, eller bare nysgerrig. Når følgebåd og sikkerhed er på plads, er det muligt at tage på vandet. Har du bare lyst til at hænge ud ved broen eller SUP'e lidt, er du også velkommen. Der vil nogle gange blive lagt mærker ud til uformel træning, men det er ikke organiseret sejlads eller officiel træning — kun et ekstra tilbud.
Al sejlads sker i samråd med følgebådsfører. Du har selv ansvar for at rigge til og af — og husk: spørg, hvis du er i tvivl!
Hvornår?
Arrangementer kan finde sted søndage kl. 12–16 og på helligdage i sæsonen maj til midt-oktober — men kun hvis nogen melder sig til at stå for det.
Krav til gennemførelse:
• Min. 1–2 følgebådsførere (med speedbådscertifikat) • Brovagt (mindst én over 22 år)
Bemandingen kan være forældre med kort intro og følgebådserfaring, trænere eller bestyrelsesmedlemmer. Hvis bemandingen ikke er på plads, aflyses aktiviteten. Alt bliver koordineret via Holdsport.
Vi håber, dette kan blive en tilbagevendende mulighed for hygge og sejlads — men det sker kun, hvis en gruppe frivillige står sammen om at skabe det.
Kunne du (over 16 år) eller dine forældre tage en følgebåd, være brovagt eller hjælpe med koordinering? Skriv til bestyrelsen@kossejlsport.dk
Vi laver en kort intro til nye frivillige, opretter jer i Holdsport-holdet "KØS — Frivillige", og sætter en Facebook-chat op til løbende kommunikation.
Praktisk info: Ansvarlige sørger for oprydning og tjek af udstyr/klubhus efter endt aktivitet. Mangler eller skader på udstyr? Prøv at fikse småting selv — ellers meld det til bestyrelsen.
Gratis for medlemmer
